Polymyalgia rheumatica

Fakta
•Polymyalgia reumatika (PMR = muskelgigt) er en gigtsygdom, hvor der er smerter, nedsat kraft og morgenstivhed i muskler i arme og ben, samt træthed og feber
•Nogle taber sig også i vægt
•Der kan komme forandringer i blodkarrene
•Årsagen kendes ikke
•Blodprøver vil ofte vise forhøjet sænkning og nedsat mængde røde blodlegemer
•Behandling kan blandt andet bestå af binyrebarkhormon

Hvad er polymyalgia rheumatica?

Polymyalgia rheumatica (PMR) er en tilstand, som kendetegnes ved:

Smerter og stivhed i skuldre eller hofter, ofte på begge sider
Tydelig morgenstivhed, hvor det ofte tager mere end 45 minutter, før stivheden lindres
Almensymptomer som træthed, slaphed, hovedpine og feber er almindelige
Forhøjet blodsænkning (blodprøve)
Symptomerne forsvinder hurtigt ved behandling med binyrebarkhormon
Hvad er symptomerne på polymyalgia rheumatica ?

Symptomerne med feber, almen utilpashed, træthed og generel muskelstivhed tiltager. Udviklingen af sygdommen sker ofte i løbet af få dage.

Ved polymyalgia rheumatica har du typisk smerter og stivhed i den øverste del af overarmene, eventuelt også i nakken. De samme symptomer kan man få i balder og lår.

Morgenstivhed er en typisk gene.

Det er meget almindeligt, at du ikke kan løfte armene over skulderniveau.

Muskelsvaghed eller øget muskeltræthed forekommer også.

Mange personer med sygdommen føler sig generelt syge, ligesom at være influenzaramt, blot meget værre.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Som beskrevet kan almen symptomer som feber, almen utilpashed, træthed og generel muskelstivhed være de mest dominerende, men ellers er det stivheden og den nedsatte bevægelighed i specielt skuldrene og smerterne fra skuldrene, som er de typiske symptomer.

Hvordan stilles diagnosen?

PMR-diagnosen stilles ved, at personen har de beskrevne symptomer. Ikke alle symptomer behøver at være til stede.

Alder over 50 år og gener i mere end 2 uger
Stivhed/smerte i begge skuldre eller begge hofter – eller i både skulder og hofteregion
Morgenstivhed med varighed af mere end 45 minutter
Forhøjet sænkning, eller andre tegn på betændelsesproces (inflammation) i kroppen (måles ved blodprøve)
Symptomerne kan i nogle tilfælde være mindre karakteristiske. På grund af almen symptomer kan det være nødvendigt at undersøge for andre sygdomme

Sænkningen er for det meste forhøjet, ofte over 40. CRP er for det meste også forhøjet. Lav blodprocent kan ses. Sænkningen bliver hurtigt normal, efter behandlingen er begyndt. Det er – sammen med bedring af generne – et godt mål på effekten af behandlingen.

Hvorfor får du polymyalgia rheumatica ?

Årsagen til polymyalgia rheumatica er ukendt.

Smitter polymyalgia rheumatica?

Nej, det smitter ikke.

Er polymyalgia rheumatica arvelig?

Nej, det er ikke arveligt.

Hvordan behandler man polymyalgia rheumatica?

Prednisolon (binyrebarkhormon) bruges for at dæmpe betændelsen (inflammationen). Ofte ses en dramatisk forbedring af tilstanden, når behandlingen sættes i gang.

Mængden af Prednisolon skal trappes gradvist ned, og det er meget vigtigt at følge lægens anvisninger for at undgå alvorlige bivirkninger.

Behandlingen er ofte nødvendig i 1-2 år. Nogle får tilbagefald, når de holder op med at tage medicinen, og skal begynde på ny med behandlingen.

Fordi langvarig brug af Prednisolon øger risikoen for at udvikle knogleskørhed, bør der dagligt tages tilskud af kalcium og vitamin D.

I nogle tilfælde kan det ikke undgås, at personen udvikler knogleskørhed, hvilket så bliver behandlet på vanlig vis.

Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?

Behandlingen nedsætter hurtigt symptomerne, der er intet personen selv kan gøre.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre polymyalgia rheumatica?

Da årsagen til PMR ikke er klarlagt, er det ikke muligt at forebygge sygdommen. Det vigtigste er at følge de lægelige anbefalinger vedr. medicinering, når du har fået stillet diagnosen. Det er også vigtigt, at du sætter sig grundigt ind i den medicin, du får, så du undgår varige skader af såvel sygdommen som medicinen.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Se symptomerne ovenfor.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Langtidsudsigterne er gode ved behandling. PMR er en sygdom, som sjældent giver varige skader.

Er polymyalgia rheumatica farlig?

Nej.

Hvor udbredt/hyppig er polymyalgia rheumatica?

Hvert år rammes ca. 3000 danskere af PMR.

Forekomsten er tiltagende og forventes at stige yderligere, da andelen af ældre i Danmark bliver større, og fordi der er øget opmærksomhed om sygdommen.

PMR optræder sjældent før det fyldte 50 år, og hos de fleste begynder tilstanden efter 60 årsalderen.

Sygdommen forekommer hyppigere i Skandinavien end i andre dele af verden.

Hos 20-40 % af personerne med polymyalgi finder man tegn på kæmpecelle arteritis (tidligere arteritis temporalis), når man tager en vævsprøve fra arteria temporalis (pulsåre i tindingeregionen), som man ofte gør som en del af udredningen.

Kan jeg få polymyalgia rheumatica mere end én gang?

Nej. Men sygdommen kan vare i længere tid, og hvis medicinen nedsættes kan symptomerne komme igen, fordi der gives for lidt medicin. Men en person som har haft polymyalgia rheumatica for 8 år siden og været uden behandling i 6 år, får ikke pludselig sygdommen igen.

Reum (gigtsygdomme) og Autoimmune Sygdomme
https://www.facebook.com/groups/Reum.autoimmunesygdomme/

Diskussionsgruppe for alle med autoimmune sygdomme:
https://www.facebook.com/groups/AutoimmuneSygdomme/

FAIM er patientforening for: Polymyalgia rheumatica

Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk