Perniciøs anæmi er lav blodprocent, som skyldes nedsat vitamin B12 optagelse på grund af sygdom i mavesækken.
Hvad er vitamin B12-mangel?
Man har vitamin B12-mangel, når der ikke er tilstrækkelige mængder vitamin B12 i kroppen. Årsagen til dette kan være nedsat optagelse eller øget behov. Mangel på vitamin B12 giver anæmi ( lav blodprocent). Perniciøs anæmi er lav blodprocent (hæmoglobin, Hb), som skyldes nedsat vitamin B12 optagelse på grund af sygdom i mavesækken.
Hvor hyppig er vitamin B12-mangel?
Vitamin B12-mangel bliver hyppigere med stigende alder. Tilstanden forekommer hos ca. 10-15 % af alle 70-årige. Perniciøs anæmi forekommer hos ca. 1 % i denne aldersgruppe.
Hvad skyldes vitamin B12-mangel?
Vitamin B12 kan ikke produceres i kroppen. Det skal derfor tilføres gennem kosten. Vitaminet indgår i kemiske reaktioner, som er vigtige for normal nervefunktion og dannelse af blodceller (særlig røde blodlegemer og nogle hvide blodlegemer).
Manglende mængde vitamin B12 i kroppen kan skyldes nedsat optagelse. Det ses ved sygdomme i mavesækken, tarmen eller bugspytkirtlen. Mavesækken udskiller et stof, som hedder intrinsic faktor. Denne faktor binder sig til vitamin B12 og sørger for, at det bliver optaget i tarmen. Personer med sygdommen perniciøs anæmi danner antistoffer overfor intrinsic faktor, således at faktoren ikke kan binde sig til vitamin B12. Forudsætningen for at vitaminet kan optages i tyndtarmen (nederste del af tyndtarmen kaldet ileum) er, at det er koblet til faktoren. Derfor kan personer med perniciøs anæmi ikke optage vitamin B12 fra tarmen. Ved mavesæk-sygdomme – f.eks. kræft – kan dette system også forstyrres.
En anden forklaring på vitamin B12-mangel er øget behov. Det kan ske under graviditet og hos personer med stofskiftesygdomme. Flere faktorer disponerer for, at man kan udvikle vitamin B12-mangel:
•Høj alder
•Hvis man tidligere har fået fjernet mavesæk eller tarm
•Sygdom i mavetarmkanalen
•Streng vegetarkost
Hvad er symptomerne på anæmi?
De typiske symptomer på lav blodprocent (anæmi) er:
•Træthed
•Svimmelhed
•Nedsat fysisk ydeevne
•Hjertebanken
•Åndenød
•Hovedpine
•Øresusen
Hos personer med angina pectoris (hjertekrampe) vil anæmi forværre anginasmerter. Ved vitamin B12-mangel kan man også få symptomer fra nervesystemet. Dette kan man mærke som nedsat følelse i fødderne, som “at gå på puder”, dårlig balance i mørke og generel svimmelhed. I en del tilfælde kan det også føre til nedsat gangfunktion.
Andre sygdomstegn fra nervesystemet kan være hukommelsestab, nedsat lugtesans og smagssans. Nogle personer med vitamin B12-mangel kan være plaget af depressioner og andre psykiske problemer.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
•Symptomer på blodmangel dvs. træthed, svimmelhed, nedsat fysisk ydeevne, hjertebanken, hjertekrampe, åndenød, hovedpine og øresusen
•Symptomer fra nervesystemet kan opstå uden blodmangelsymptomer. Kan vise sig som nedsat følelse i fødderne, følelse af “at gå på puder”, dårlig balance i mørke, svimmelhed og dårlig gangfunktion. Andre sygdomstegn fra nervesystemet kan være hukommelsestab, nedsat lugtesans og smagssans
•Depression og hukommelsessvækkelse (demens) kan også udløses af vitamin B12-mangel og også uden, at vitamin B12-manglen har givet blodmangel (anæmi)
Hvordan stilles diagnosen?
Symptomerne giver ofte en god rettesnor for, hvad patienten fejler, men de skelner ofte ikke mellem forskellige årsager til anæmi. Når lægen undersøger patienten, kan han/hun observere, at huden er bleg, eventuelt let gullig. Tungen kan være glat og øm. Der kan være sår i mundvigene. Ved at undersøge nervesystemet kan der hos nogen påvises nedsat følsomhed i fødderne og svækkede reflekser.
Blodprøver vil afsløre, at hæmoglobin er lav. Det samme gælder ofte blodplader og hvide blodlegemer. En blodprøve vil som regel vise, at man har et lavt niveau af vitamin B12 i blodet. Man kan dog godt have for lidt vitamin B12, selv om der er normale værdier i blodet.
Hvis lægen har mistanke om vitamin B12-mangel, kan det i disse tilfælde være nyttigt at måle blodindholdet af metylmalonylsyre eller homocystein.
Hvilken behandling er der?
Målet med behandlingen er at korrigere mangeltilstanden ved at tilføre vitamin B12. Dette kan man gøre ved, at man sørger for at få tilstrækkelig vitamin B12 via sin kost. Kød, særlig rødt kød, æg og mælkeprodukter indeholder meget vitamin B12.
Hovedbehandlingen er alligevel medicinsk tilførsel af vitamin B12. I starten skal man have 5 indsprøjtninger med 2 dages mellemrum. Herefter skal man have indsprøjtninger hver 2. eller 3. måned hele livet. Vedligeholdelsesbehandlingen kan man også gennemføre med tabletter. Nyere studier viser, at tabletbehandling er ligeså effektiv som indsprøjtninger.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Mangel på vitamin B12 udvikler sig gradvis, fordi leveren har lagre som holder i 3-4 år. Personer med mangel på vitaminet kan udvikle symptomer fra nervesystemet, uden at de har anæmi. Ved gennemført behandling, som starter på et tidligt tidspunkt, er prognosen meget god, og alle symptomer forsvinder som regel. Det kan dog tage tid, før man bliver symptomerne fra nervesystemet kvit.
Der er en del sygdomme, som er forbundet med vitamin B12-mangel. Disse kan dog lige så godt være årsagen til vitaminmanglen som et resultat af den. Det drejer sig om sygdomme i skjoldbruskkirtlen, binyrebarken, cøliaki eller diabetes.
Se hvilke sygdomme der ofte ses sammen: Sygdomssammenhænge
FAIM er patientforening for perniciøs anæmi og Autoimmune Sygdomme.
Perniciøs anæmi (B12) og Autoimmune Sygdomme
https://www.facebook.com/groups/B12.autoimmunesygdomme/
Hæmo (blodsygdomme) og Autoimmune Sygdomme
https://www.facebook.com/groups/blodsygdomme.autoimmunesygdomme/
Diskussionsgruppe for alle med autoimmune sygdomme: https://www.facebook.com/groups/AutoimmuneSygdomme/
…
Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk