N: “Stokforældet” organisering af det danske sundhedsvæsen

Der tages ikke hensyn til patienternes behov.

I halvandet år har den første reelle tværfaglige indsats været i gang, for patienter med Autoimmune Sygdomme. Og erfaringerne er foreløbig rigtig gode.

”Uden at vi endnu har håndfast evidens, er det min fornemmelse, at vi med vores måde at gøre tingene på, allerede har gjort en stor forskel for mange patienter,” siger Lars Iversen, der ikke tøver med at kalde den måde sundhedsvæsnet i dag er organiseret på for ‘stokforældet’.

Ideen bag Nationalt Center For Autoimmune Sygdomme er, at tilgå behandlingen af patienterne på en holistisk måde. Typisk giver Autoimmune Sygdomme symptomer på mange forskellige organsystemer og ikke kun i huden eller leddene. Derfor går man på centret ind og vurderer alle diagnoser og symptomer under ét, og skruer en behandlingsplan sammen på den baggrund. Det sker i et tværfagligt samarbejde mellem læger og sygeplejersker fra de relevante specialer samt psykolog, socialrådgiver og diætist.

”Når patienterne oplever symptomerne over det hele, og måske samtidig er overvægtige eller lider af depression, nytter det ikke, at vi som hudlæger, gigtlæger, mave/tarmlæger eller lignende kun ser på det, vi er uddannet til. For på den måde får vi ikke patienterne behandlet for den sygdom de har, men kun for overfladiske symptomer og i forhold til den diagnose de fik i tidernes morgen,” fortæller Lars Iversen.

Den lodrette specialestruktur, som sundhedsvæsnet bygger på, tager slet ikke tager højde for, at mange patienter ofte fejler flere ting, der i realiteten har en fælles årsag. Netop denne fælles årsagssammenhæng er noget, lægerne er blevet meget klogere på de senere år, og som efter professorens mening nødvendiggør en helt anden og mere helhedsorienteret måde at gå til sygdomsbehandling på.

”Nogle vil måske mene, at de allerede arbejder tværfagligt, fordi to specialer mødes og ser en patient. Men det er jo ikke gjort med det. Og det er, hvad vi rigtig gerne vil signalere med vores projekt her. Patientens behov er at blive grebet der, hvor de er med alle deres symptomer og blive behandlet på tværs. På den måde bliver chancen også meget større for, at de faktisk tager den nødvendige medicin, og vi dermed opnår et bedre resultat – både til gavn for patienten selv og for samfundsøkonomien,” fastslår Lars Iversen.

På spørgsmålet om, hvordan han ser billedet af sundhedsvæsnet om 10 år, lyder svaret, at han er 100 procent sikker på, at der til den tid vil være tværfaglige klinikker mange steder i hele kongeriget.

”Det er en udvikling, som vi kan se allerede er godt i gang internationalt. Og den kommer også her. Men det vil tage tid. På sigt bør vi vende op og ned på hele specialestrukturen. Men en god start er, at vi i det mindste indretter os organisatorisk på en mere tværfaglig facon. Det udvikler man på mange steder i udlandet – og med vores projekt nu også her i landet,” siger Lars Iversen.

Nationalt Center For Autoimmune Sygdomme er placeret på afdelingen for Hud- og Kønssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Det er opstået på baggrund af en fire-årig bevilling fra Sundhedsministeriet på i alt 18 mio. kr. til et projekt for udvikling af behandlingsprincipper på området for Autoimmune Sygdomme. Centret blev indviet i marts 2019 og modtog de første patienter måneden efter.

Projektet er kommet i stand gennem et samarbejde med patientforeningerne FAIM – Foreningen For Autoimmune Sygdomme og De Autoimmune.

BEMÆRK: Grundet antallet af Autoimmune Sygdomme, har Centret har været nødt til at fokusere sin indsats på psoriasis, rygsøjlegigt, leddegigt, kronisk inflammatorisk tarmsygdom (Crohn og colitis ulcerosa) samt hudsygdommen HS (hidrosadenitis). Alle Autoimmune Sygdomme, som ofte er svære for patienterne at leve med.

Projektet kører som et registreringsstudie, for at kunne konkludere på det og få noget evidens for, hvad der virker.
Patienterne skal have minimum to diagnoser, som de sættes i behandling for i seks måneder. Derefter afsluttes de og sendes retur til deres oprindelige hospitalsafdeling. Blandt deltagerne trækkes der lod om, hvem der skal behandles hvordan. For hver tre patienter skal to således behandles på centret, mens en skal fortsætte den traditionelle behandling.

…..
FAIM – Foreningen For Autoimmune Sygdomme

#AutoimmuneSygdomme #FAIM #NCFAS

Læs mere: https://www.faim.dk/nationalt-center-for-autoimmune-sygdomme-ncfas/

Og her: https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/3884-professor-stokforaeldet-organisering-af-det-danske-sundhedsvaesen-tager-ikke-hensyn-til-patienters-behov.html