Mikroskopisk polyangiitis

  • Mikroskopisk polyangiitis er en sjælden sygdom
  • Sygdommen sidder først og fremmest omkring de små kar
  • Sygdommen rammer først og fremmest lunger og nyrer, men også hud og nerver kan blive angrebet
  • Årsagen til sygdommen kendes ikke
  • Behandlingen består af medicin, som dæmper immunsystemet
  • Behandlingen foregår på højtspecialiserede afdelinger

Hvad er mikroskopisk polyangiitis?

Mikroskopisk angiitis er en sygdom, som rammer de små kar, typisk i organer som nyrer, lunger, hud og nerver. Betændelsen/inflammationen omkring karrene påvirker blodforsyningen til organerne, som er ramt, hvilket kan give anledning til mange forskellige symptomer.

Hvor hyppig er mikroskopisk polyangiitis?

Der er tale om en sjælden sygdom, der er 20-40 nye tilfælde årligt i Danmark.

Hvorfor får man mikroskopisk polyangiitis?

Man kender ikke årsagen til sygdommen.

Hvad er symptomerne på mikroskopisk polyangiitis?

Hos nogle patienter kan der være føleforstyrrelser i arme og ben, måneder før sygdommen bryder helt ud. Typisk vil der også være almen sygdomsfornemmelse, feber og måske vægttab. Vejrtrækningen kan blive påvirket, og måske hostes der blod op. Hos nogle patienter vil urinen skumme meget.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Åndenød og hoste, samt utilsigtet vægttab og vedvarende feber, bør få dig til at søge læge.

Hvilken behandling er der?

  • Det er vigtigt, at der begyndes behandling straks efter, at diagnosen er stillet
  • Behandlingen består i medicin, som dæmper immunsystemet
  • Der anvendes binyrebarkhormon (Prednisolon), som virker hurtigst
  • Herunder gives der anden medicin, som skal være med til at bringe sygdomme i ro
  • Der foregår i disse år meget forskning omkring behandlingen – med henblik på at finde den bedste og mindst skadelige medicin
  • Behandlingen består først i at bringe sygdommen i ro, herefter skiftes der til behandling, som skal være med til at forhindre nyt sygdomsudbrud
  • Behandlingen foregår få steder i landet – på højtspecialiserede afdelinger – hvor flere specialer er involveret

Hvad er langtidsudsigterne?

Mikroskopisk polyangiitis er en alvorlig sygdom, som ubehandlet er livstruende. Ved behandling overlever de fleste.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre mikroskopisk polyangiitis?

Der kan intet gøres for at forhindre sygdommen. Det er vigtigt, at følge den medicinske behandling for at undgå forværring af sygdommen.

 

Vaskulitis og andre autoimmune sygdomme
https://www.facebook.com/groups/Vaskulitis.autoimmunesygdomme/

Diskussionsgruppe for alle med autoimmune sygdomme:
https://www.facebook.com/groups/AutoimmuneSygdomme/

Bliv medlem af FAIM

Artiklen er fra Patienthåndbogen på Sundhed.dk