Hvis vores menneskelige adfærdsnavigation blev opdateret i real time, som en online version a la en GPS i bilen, hvor mange konflikter og ulykker kunne vi så undgå på vores rejse igennem livet?
En navigation er blevet en uvurderlig del af de flestes liv. Jeg bruger selv mest Google Maps når jeg kører bil, både til at navigere mig frem til mit destinationsmål, men også for at vide, hvornår jeg ankommer til den ønskede destination.
Det gode med de her online navigationer såsom Google Maps er, at de er altid opdateret. De ved alt om vejarbejde, netop opståede trafikuheld og kø, og finder altid frem til den hurtigste vej til ens ønskede mål. Det gør de fordi de bliver opdateret straks i øjeblikket, som der indtræffer et uheld, en ulykke eller en ændring på ruten, og dermed hjælper de os til at navigere lettest udenom den opståede fare eller kø.
Forestil jer hvis man på samme måde havde en sådan GPS-navigation installeret i hovedet, til at navigere udenom ulykker, som opdaterede straks der var fare på færde længere ude i horisonten, så man kunne navigere let udenom eller lettest igennem ulykker.
På en måde kan man sige, at vi allerede har en GPS-navigation installeret i vores hoved, en slags menneskelig adfærdsnavigation. Den lærer os ikke at begå de samme fejl igen og igen, og lære os at navigere udenom ulykker og finde den letteste måde at håndtere kriser på. Der er bare lige det, at denne adfærdsnavigation opdateres ikke online og i real time, som den i bilen. Den indre navigation opdateres bagudrettet baseret på livserfaringer, når ulykkerne er sket. Alt hvad der opstår og kommer forud i tid, skal man selv finde ud af at navigere i. Og når livet ramler sammen, da kan det være ret svært at navigere, særligt når ingenting virker, fordi man er i beredskab for ren overlevelse.
Således er der risiko for at man styrer direkte ind i den ene ulykke efter den anden, hvis ulykkerne eller tragedierne kommer som perler på en snor, for der er ingen tid til en reflektionspause og at drage sig livserfaringer, og der er derfor højrisiko for et såkaldt harmonikasammenstød af menneskelige ulykker.
Måske det er derfor man siger at en ulykke kommer sjældent alene. Der er ikke en tiltrængt pause fra den første ulykke indtræffer, til reflektion og tid til at ændre sin rute. Man navigerer på ukendt område og famler sig frem efter det mindste lys. Ofte er det lys man ender med at gå mod, midt i ens livskrise, er lyset fra et modkørende tog.
Jeg var 39 år, da jeg blev ramt af stress. Det var så voldsomt, at det var stressen som udløste de autoimmune sygdomme, jeg lever med i dag. Faktisk fik jeg en ny autoimmun sygdom om året, i løbet af fire år.
Ifølge Foreningen For Autoimmune Sygdomme findes der over 100 forskellige autoimmune sygdomme, som alle er kendetegnet ved, at kroppen fejlagtigt går til angreb på sig selv. De omfatter blandt andet cøliaki, psoriasis, leddegigt og multipel sklerose. Én ud af fem danskere har mindst én autoimmun sygdom, og samlet set er autoimmunitet på en tredjeplads på listen over de hyppigste årsager til død og invaliditet i Vesten.
Det er et fuldtidsarbejde at være kronisk syg, og at finde ud af livet med kronisk sygdom. Eller genopfinde livet. For alt hvad jeg kendte til og har lært de første 39 år af min levetid, den erfaring og den vej, den findes ikke længere.
Jeg brugte mine første 39 år på at lære at begå mig i livet, på samme måde som alle andre. Vi lærer altid, om det er i folkeskolen eller de videre studier. Og vi lærer løbende om menneskelig adfærd, hvordan man diskuterer, hvordan man viser omsorg og kærlighed, hvordan man takler upassende og svære situationer. Det er noget som sker helt automatisk igennem ens livsrejse, og man bliver løbende klogere af erfaring.
Hvem kender ikke den eftertanke der kan opstå efter for eksempel en diskussion, og man efterfølgende tænker; ahh det der skulle jeg nok ikke have sagt. Jeg skulle have sagt sådan og sådan. Og den erfaring er man så rigere. Næste gang der opstår en lignende situation, har man sin erfaring at trække på. Som alt andet, både privat og på arbejde, så lærer man at føre en god diskussion. Dette er læringen på ens livsrejse. En bagudrettet opdatering af ens adfærdsnavigation, kan man sige.
Men mit liv ændrede sig brat, hvor jeg ikke havde nogen som helst erfaring at trække på. Jeg blev voldsomt ramt med stress og medfølgende svær sygdom, og hele mit liv, som jeg kendte det, blev knust og ændret 180 grader. Hvad gør man så? Hvordan navigere jeg på de her nye livsveje, når alt jeg har tillært mig de første 39 år pludselig ikke kan komme til hjælp, fordi mit sind og min krop er i krigsberedskab og på vippen til et sammenbrud?
Man får ikke udleveret hverken en opdateret GPS-navigation, en teoribog, eller tilbudt køretimer til at køre på de nye bumlede livsveje som kronisk syg. Før drønede jeg derud ad på en perfekt og lige motorvej, med øjnene fastlåste på mit mål, og et glad smil på ansigtet. Pludselig skulle jeg forholde mig til et terræn, som jeg ikke kendte og ikke anede hvordan jeg skulle navigere i.
Jeg er næppe den eneste der har oplevet nogle forfærdelige år, uden en GPS i det nye landskab, og være i vildrede om hvordan man pludselig skal navigere på ukendte veje, med kæmpe bump og pludselige sorte huller.
Samtidig, så gør det det ikke nemmere at lære at navigere i det nye landskab, hvis man oveni bliver fastholdt i den gamle indgroede rolle af, hvem man var engang. Vi har en tendens til at holde en fast i de gamle indgroede roller, og det er næsten umuligt at komme ud af den rolle, man har fået lagt på sig. Lidt som hvis man går til en gammel gymnasiefest, så er man den rolle, som man var i gymnasiet.
Når man bliver ramt af kronisk sygdom eller anden livsændrende tragedie, skal man genopfinde sig selv på ny, i en helt ny rolle og i et helt nyt univers, tilpasset de nye forudsætninger. Det kræver hårdt arbejde med sig selv og ens selvopfattelse, samt redefinering af sit liv og sine livsmål. Det bedste omverdenen kan gøre, hvis du spørger mig, er at ikke holde en fast i den rolle man var engang. Men hjælpe en med at finde den nye rolle, som passer til de nye livsomstændigheder.
Det er en velbrugt floskel, dette med at man er på dybt vand og kæmper med at holde hovedet over vand, men der er en årsag til at den er så brugt. For den er særdeles beskrivende om det at famle for livet og finde fodfæste og at genopfinde sig selv. Og hvis man holdes nede af de gamle indgroede roller, da får man aldrig chancen for at lære at svømme igen. Sagt på godt floskelsprog.
Jeg kunne godt have brugt en live-opdaterende indre navigation, der kunne have guidet mig igennem min egen livsulykke, med at blive ramt af kronisk sygdom, til at finde frem til den letteste og hurtigste vej mod accept, forståelse og et nyt liv, en ny rolle, med de nye livsforudsætninger.
Det tager sin tid og sin livsderoute at lære at placere fødderne korrekt plantet i jorden, så man har styrke nok til at stoppe et modkørende tog med de bare næver. Men når man først har lært det, er blevet den livserfaring rigere, opdatere ens adfærdsnavigation sig, og naviger udenom næste modkørende tog. Lyset man ser bliver pludselig et rigtigt lys, en vejviser ud fra livsderoute-tunnellen. Men det tager tid og kræfter at lære, for alt kommer på en gang. Ulykker, livskriser, tragedier og at erkende sit nye liv. Samtidig som man skal kæmpe med den gamle indgroede rolle, man nu engang har. Og finde sin nye rolle i samfundet og blandt venner og relationer. Men det kan lykkedes. Det ved jeg med sikkerhed, for jeg er selv meget snart i mål.
…
Læs mere om Ann Katrin på Instagram: https://www.instagram.com/annkatrinfaurschou_/