LinkedIn eller LinkedOut?
LinkedIn. Det sociale online karrieremedie.
Er jeg blevet LinkedOut, når jeg ikke længere har en karriere?
I de her dage myldrer de fleste retur fra en tiltrængt sommerferie, tilbage til arbejdet. Det vil nok ikke være helt forkert at påstå, at de mest benyttede ord på arbejdspladsen er ‘Har du haft en god sommerferie’?
Der lægges planer for den kommende tid og man nyder at gense sine kollegaer. Man har nydt sin ferie med sine kære, men man nyder også at komme retur til sit arbejde, kollager og en daglig rutine, som ”vi” kender den.
Jeg arbejder ikke længere.
Og det er svært både at forstå selv, at indrømme og sige det højt. Det er faktisk meget svært. For hvis jeg ikke længere er en del af arbejdsmarkedet og deltagende på LinkedIn. Hvem er jeg så?
Det der skete for mig var, at jeg blev ramt af voldsom stress ved et tidligere arbejde, som udløste den første autoimmune sygdom. Derefter kom der en ny autoimmun sygdom til følget hvert år, siden 2018. Jeg var sygemeldt længe første gang i 2017-2018, indtil jeg fik mig et nyt job, som mildt sagt ikke var en succes, men kun medførte endnu mere stress og endnu mere sygdom.
Jeg var et mørkt sted i flere år, hvor jeg forgæves kæmpede med (og i mod) hvad pokker der var ved at ske med mig, med min krop og med hele mit liv. Og hver gang jeg troede, at jeg begyndte at se lyset for enden af tunnelen, så viste det sig at være et modkørende tog. Der var ingen medvind, kun en følelse af komplet nedbrydelse af min karriere og krop, som jeg absolut ingen kontrol havde over.
Jeg forsøgte mig som selvstændig en kort periode efter min sidste fastansættelse, for så kunne jeg trods alt selv styre tiden bedre og tilpasse sygdom og arbejde. Men trods jeg var utrolig glad for de opgaver jeg havde, samt jeg var et helt fantastisk sted, så gik det hurtigere ned af bakke med mit helbred, end jeg havde anelse om. Jeg kæmpede for ikke at skuffe mig selv, og ikke skuffe dem jeg arbejdede sammen med. Men jeg opdaterede aldrig min LinkedIn profil, for alt var trods alt meget usikkert. Og jeg kunne knap overskue det eller noget andet.
LinkedIn-mediet har været en enorm stress-faktor for mig, efter jeg blev erklæret kronisk syg. Tidligere fulgte jeg med hver dag, og jeg syntes om det, når nogen havde været inde og ”se på min profil”, for jeg var såå stolt over, hvad jeg havde opnået. Men så blev jeg syg, og jeg kunne slet ikke overskue, at der pludselig ikke stod noget på min profil længere. For hvad skulle jeg skrive?
Jeg følte mig komplet fortabt over denne lille ene titel, på dette medie. Et komplet tab af identitet. Min arbejdsidentitet. Mit liv. Så jeg startede med at slette alt historik og CV på min LinkedIn profil. Alt tidligere arbejde slettede jeg, for at derigennem at skjule, at jeg ikke havde noget nyt at fortælle. Måske ”man” ville tænke, at når alt var slettet, gav det mening, at der ikke blev opdateret en ny titel.
Så ændrede jeg mit navn derinde til AB, i et mystisk håb om, at man ikke kunne søge på mit navn. Derefter ændrede jeg det til AF, mine initialer. Det står sådant stadig, AF. Alt er stadig slettet. Men nu handler det kun om, at jeg ikke bruger mediet længere.
Det lyder måske som pjat, for de fleste. Men det var egentlig noget andet, som også starter med P. Proces.
Processen i hele forandringen af hvad jeg opfattede som komplet tab af identitet og en ekstrem skam over ikke at arbejde, og ikke kunne varetage et arbejde. Jeg kunne ikke gøre hverken fra eller til, men alligevel følte jeg reelt skam og misbehag, hver gang jeg fik denne notifikation at Someone viewed your profile. Dette oveni at kæmpe med forståelsen for, at jeg var blevet kronisk syg.
Dette her evige spørgsmål, som kommer før nærmest alt andet, og ligger så grundlæggende i os: Hvad arbejder du med nu? Jeg har hele mit voksenliv haft en identitet via mit arbejde, og pludselig var der ingenting. Jeg trak stikket fuldstændig og trak mig tilbage fra verden, i stedet for at fortælle sandheden. Men hvilken sandhed var det, på det tidspunkt? For jeg var jo selv drønusikker og drønforvirret.
Sådan er det ikke længere, og nu tør jeg godt at sige højt, at jeg lever med flere Autoimmune Sygdomme som har medført, at jeg ikke længere er i stand til at arbejde. Jeg er blevet førtidspensionist. Ikke med glæde, men af nød.
Nu er det så ikke sådan, at jeg har evigt fri og kan dase dagen væk, for man kan sige, at mit nye og nuværende arbejde er, at passe på min krop og sjæl. Og det gør jeg så hver eneste dag, året rundt. For med kronisk sygdom, får man ikke ferie overhovedet! Det er desværre sådan, at kronisk sygdom er der hele tiden, og trods jeg ikke længere arbejder, er det ikke at sammenligne med ‘at holde fri’ som det var, før jeg blev syg.
Min faste følgesvend af en hjemmeterrorist, som man til tider kan kalde kronisk sygdom, er altid på arbejde og altid vågen. Og jeg er altid på arbejde, for at både bekrige den og pleje den. Men havde du spurgt mig før jeg blev syg, havde jeg ingen anelse haft om ‘dette liv’. Og selv tænkt ‘fedt at kunne gå hjemme altid’. Men jeg lover dig, at det er absolut ikke frihed og ikke særlig fedt!
Det har været en hård rejse, både med sygdommene og at finde min nye identitet. Og du godeste hvor har jeg skammet mig, og undviget spørgsmål som bare bar en snert af, at komme i nærheden af noget omkring arbejde. Men sådan er det ikke mere. Dette er en del af min personlige proces, og det har ikke været pjat, de mærkelige påfund jeg har haft gjort. Nu tør jeg godt at sige det højt, endda på bedste LinkedIn`ish sprog, selvom jeg nu nok mere er LinkedOut…
I´m happy to announce that I´m now: Førtidspensionist.
Jeg er glad og beæret over at kunne dele, at jeg har fået ny stilling, hvor jeg har fået det daglige ansvar for mig selv, mit sind og min krop. Det indebærer, udover mit hidtidige fagområde inden for projektledelse, også det mentale område, samt konstant projektopfølgning omkring status for min krops helse, herunder udredning og en konstant opmærksomhed rettet mod krop og sjæl.
Det er et krævende job, og jeg vil gerne sige tak for tilliden. Jeg påtager mig denne nye rolle med stort gåpåmod, og jeg ser frem til at opbygge en bredere forståelse omkring denne spændende enmandsvirksomhed, indenfor helse, ernæring og helbredsområdet.
Ved siden af mit nye arbejde i den offentlige sektor, i det omfang der er energi til det, forfølger jeg stadig mine mange kreative hobbyer med blomsterdekorationer, bolig, indretning og interiør, madlavning og ikke mindst min senest tilkommende hobby, min smukke labrador, Smilla.
Velkommen tilbage fra ferie, og har du haft en god sommerferie? Jeg har arbejdet hele sommeren, og umiddelbart er der ikke udsigter til kunne holde fri foreløbig.
Mit navn er Ann Katrin. Jeg har cøliaki. IBS (Irritable bowel syndrome) – irriteret tyktarm. IBD (inflammatory bowel disease) Mikroskopisk colitis, Kollagen colitis og SIBO (Small Intestinal Bakterial Overgrowth) – bakterieovervækst i tyndtarmen. Du kan se mere om mig og min hverdag på min Instagram: @next.chapter.of.annkatrin
…..
Har du også ”arbejdet” hele sommeren???
#AutoimmuneSygdomme #FAIM
https://www.instagram.com/next.chapter.of.annkatrin/