Glomerulonefritis

Glomerulonefritis er betegnelsen for en række forskellige sygdomme, hvor der er en slags betændelse i nyrernes mange små karnøgler.

Det indebærer, at sygdommen kan føre til nedsat funktion af nyrerne. Derved kan nyrerne få svært ved at udskille vand og affaldsstoffer gennem urinen, og der kan ophobes affaldsstoffer i kroppen. Glomerulonefritis rammer altid begge nyrer.

Betændelse betyder her en form for reaktion i nyrerne, der er ikke infektion med bakterier eller virus.

Der er flere forskellige typer af glomerulonefritis. Nogle typer opstår, uden at der er sygdom andre steder i kroppen (primær glomerulonefritis). Andre er en følge af sygdomme andre steder i kroppen (sekundær glomerulonefritis).

Glomerulonefritis inddeles også efter hvilke forandringer, der findes ved at undersøge en vævsprøve taget fra en af nyrerne.

Mange tilfælde af glomerulonefritis giver næsten ingen symptomer, og sygdommen påvises tilfældigt, f.eks. ved en helbredsundersøgelse. Andre tilfælde kan føre til alvorlig akut eller kronisk nyresygdom.

Glomerulonefritis er forholdsvis sjældne sygdomme, som kan ramme både børn og voksne.

Glomerulonefritis er årsag til nyresvigt hos ca. 10 % af de patienter, som starter kronisk dialyse i Danmark.

I Danmark er mesangioproliferativ glomerulonefritis inklusive IgA-nefropati den hyppigste type af glomerulonefritis blandt voksne.
Hos børn er minimal change sygdom hyppigst.

Hvor hyppig er glomerulonefritis?

Diagnosen glomerulonefrit stilles hvert år ved vævsprøve fra en af nyrerne hos 2-300 mennesker i Danmark. Der er dog en del flere tilfælde, fordi ikke alle får taget vævsprøve. Især hos børn kan man i mange tilfælde undgå at tage vævsprøve.
På verdensplan er IgA-nefropati den hyppigste form for glomerulonefritis.

Hvorfor får man glomerulonefritis?

De forskellige typer af glomerulonefritis er meget komplicerede, og årsagen er i de fleste tilfælde ikke kendt. Det drejer sig sandsynligvis om såkaldte immunologiske processer, hvor immunforsvaret angriber kroppens eget væv ( autoimmunitet).

I sjældne tilfælde opstår sygdommen 1-2 uger efter en infektion, især efter halsbetændelse eller hudinfektion med streptokok-bakterier.

De fleste tilfælde af glomerulonefritis er såkaldt ‘primære’, dvs. der findes ikke nogen bagvedliggende sygdom andre steder i kroppen.

I andre tilfælde opstår sygdommen som del af andre sygdomme, især bindevævssygdomme. Man taler her om såkaldt ‘sekundær’ glomerulonefritis. Blandt de hyppigste årsager er f.eks. systemisk lupus erytematosus og granulomatose med polyangiitis (Wegener).

Hvad er symptomerne på glomerulonefritis?

Symptomerne er meget varierende:

• I en del tilfælde har man ingen symptomer. Sygdommen opdages tilfældigt på grund af påvisning af æggehvidestof eller blod i urinen
• Nogle typer af glomerulonefritis kan føre til alvorlig akut sygdom med væske i kroppen, sygdomsfølelse og eventuelt bliver mængden af urin nedsat eller ophører helt. Andre derimod kan stå på i mange år, før der opstår symptomer
• De første symptomer er ofte træthed, kvalme, hævede ben og i nogle tilfælde synlig blod i urinen
• Mange mennesker med glomerulonefritis har forhøjet blodtryk

To hyppigt forekommende tilstande er akut nefritis syndrom og kronisk nyresvigt. Akut nefritis syndrom er kendetegnet ved blod i urinen, væske i kroppen og forhøjet blodtryk.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal søge læge, hvis du får væske i kroppen, eller hvis urinen ændrer sig, så den bliver skummende ved vandladning eller indeholder blod.

Hvordan stilles diagnosen?

Glomerulonefritis mistænkes, hvis der er blod og æggehvidestof i en urinprøve. I nogle tilfælde vil blodprøver vise nedsat nyrefunktion og nedsat indhold af æggehvidestof, fordi der tabes meget æggehvidestof i urinen.

For at stille en helt sikker diagnose er det nødvendigt at undersøge en vævsprøve fra den ene nyre. Den vævsprøve kaldes en nyrebiopsi. Prøven tages i lokalbedøvelse ved hjælp af ultralyd. Ved at undersøge vævsprøven under et mikroskop kan man se, hvilken undertype af glomerulonefritis det drejer sig om.

Hos børn kan man ofte undgå at tage vævsprøve, fordi børn i langt de fleste tilfælde rammes af den samme undertype, såkaldt minimal change sygdom, hvor behandling med binyrebarkhormon i de fleste tilfælde helbreder sygdommen.

Også hos voksne med tegn på meget mild sygdom undlader man ofte nyrevævsprøve, idet der ikke er behov for at behandle sygdommen.

Hvilken behandling er der?

Behandlingen afhænger af, hvilken type af glomerulonefritis, det drejer sig om.

• Nogle typer går over af sig selv, og kræver ingen behandling eller skal måske kun behandles med vanddrivende og blodtryksnedsættende medicin
• Enkelte typer lader sig let behandle, f.eks. med blodtryksmedicin og binyrebarkhormon (prednisolon) i en periode
• Ved andre typer er der behov for kraftigere immundæmpende behandling, som regel i kombination med prednisolon. Virkningen af immundæmpende medicin er meget varierende og afhænger af typen af sygdom, og hvor svær den er
• I sjældne tilfælde foretages der udskiftning af blodets plasma ved en række behandlinger med såkaldt plasmaferese

I svære tilfælde af glomerulonefritis er dialysebehandling nødvendigt i kortere eller længere tid, eventuelt resten af livet.

De fleste mennesker med glomerulonefritis har væske i kroppen og forhøjet blodtryk. Det behandles med vanddrivende medicin og blodtryksmedicin.

Blivende nyresvigt kan hos nogle mennesker behandles med nyretransplantation. Glomerulonefritis kan i sjældne tilfælde vende tilbage og angribe den transplanterede nyre.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Langtidsudsigterne afhænger direkte af typen af glomerulonefritis. Især hos børn er prognosen ofte god, og mange bliver helbredt.

Hos voksne vil sygdommen i mange tilfælde være kronisk og kan i løbet af få måneder eller mange år føre til nyresvigt. Dialyse kan således blive nødvendig, og om muligt nyretransplantation.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre glomerulonefritis?

Alle typer af glomerulonefritis er ret sjældne. De få, der rammes, kan ikke selv gøre noget for at undgå det.

Ved tegn på halsbetændelse eller børnesår, bør man dog søge læge for at få undersøgt, om det drejer sig om infektion med streptokok bakterier, der skal behandles med penicillin eller andet slags antibiotika.