FAIM har i samarbejde med Morten Bahrt Haulrig, læge og ph.d.-studerende, oprettet en brevkasse, hvor medlemmer af FAIM kan få svar på spørgsmål vedrørende autoimmune hudsygdomme. Morten arbejder til dagligt på Afdelingen for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital og forsker i hudsygdommen vitiligo. Han engagerer sig frivilligt i FAIM for at støtte medlemmerne med at besvare deres spørgsmål.
Hvad kan du spørge om?
I Hud-brevkassen kan du stille spørgsmål om autoimmune hudsygdomme, især de emner og bekymringer, du måske ikke fik mulighed for at drøfte med din egen læge eller hudlæge under konsultationen, eller som først opstår efter besøget. Jeg besvarer spørgsmål om hudsygdomme, som du eller en pårørende allerede har fået diagnosticeret af en læge. Eksempler på spørgsmål kan være:
- “Hvorfor har jeg fået denne hudsygdom?”
- “Er sygdommen arvelig?”
- “Giver min nuværende hudsygdom risiko for at udvikle andre sygdomme?”
- “Jeg har læst, at fiskeolie kan hjælpe mod min hudsygdom. Er der noget om det?”
- “Jeg har hørt om en behandling, som kun er tilgængelig i udlandet. Har du hørt om den, og virker den?”
- “Jeg bliver påvirket, når folk spørger, om min hudsygdom smitter. Hvad skal jeg svare dem?”
Hvilke spørgsmål kan jeg ikke besvare?
Jeg kan desværre ikke stille diagnoser gennem brevkassen. Da sådanne spørgsmål kræver en grundig vurdering og undersøgelse af din hud, vil jeg anbefale, at du tager kontakt til din egen læge eller hudlæge for at få en præcis diagnose.
Svartid
Jeg vil bestræbe mig på at besvare dine spørgsmål så hurtigt som muligt, normalt inden for 1-2 uger. Da spørgsmålene kan variere meget, kan svarene tage forskellig tid at udarbejde. Jeg vil altid bestræbe mig på at give et grundigt og velovervejet svar.
Er du medlem af FAIM, og har du et spørgsmål? Så send det til: Hud@autoimmunesygdomme.dk
Vi vil på sigt oprette en FAQ med de indsamlede spørgsmål, som vil blive fuldt anonymiseret. På den måde kan andre også få glæde af svarene og lade sig inspirere af de erfaringer, der deles.
Bliv medlem af FAIM her: klik her