Juvenil idiopatisk artritis

Børneleddegigt/børnegigt kaldes på fagsprog for juvenil idiopatisk artritis (JIA). Det er en kronisk sygdom, som forårsager betændelse i et eller flere led (artritis), og hvor sygdommen begynder før det fyldte 16. år. I Danmark konstanterer man sygdommen hos omkring 100 børn hvert år. Der er dobbelt så mange piger som drenge, der rammes af sygdommen. Tidligere blev betegnelsen juvenil reumatoid artrit (JRA) brugt.

Der er tre hovedtyper af børneleddegigt. De arter sig forskelligt; både med hensyn til symptomer, behandling og sygdommens forløb. De tre hovedtyper er:

• Polyartikulær type
  • Udgør omkring 20-25 % af alle tilfælde af børneleddegigt
  • Kendetegnes ved, at 5 eller flere led er angrebet (poly=mange)
• Oligoartikulær type (omtales i denne artikel)
  • Udgør ca. 40-50 % af alle tilfælde af børneleddegigt
  • Kendetegnes ved, at 4 eller færre led er angrebet (oligo=få)
• Systemisk type
  • Udgør 10-15 %
  • Denne form for børneleddegigt angriber ikke kun led, men også andre organer som hjerte, lever, lunger og lymfeknuder

Hvor hyppig er børneleddegigt?

I Danmark får omkring 100 børn om året konstateret leddegigt, og der er omkring 1000 børn med sygdommen.

Hvilke symptomer kendetegner den oligoartikulære type af børneleddegigt?

Den oligoartikulære type af børneleddegigt er kendetegnet ved, at mellem et og fire led er angrebet. Denne form for sygdom angriber helst de store, vægtbærende led, og ofte kun på den ene side af kroppen. Sygdommen kommer i mange tilfælde “snigende” og starter gerne med beskeden halten. Symptomer som sygdomsfølelse og feber er relativt sjældne. Kun omkring halvdelen af børn med denne form for sygdom plages af smerter i leddene. Leddene er hævede og varme, og barnet har nedsat bevægelse i de angrebne led, men altså ikke nødvendigvis smerter.

Det er heller ikke usædvanligt med en betændelse i regnbuehinden i øjet (iridocyklitis), der kan føre til synsforstyrrelser og smerter i øjet.

Hvorfor får man børneleddegigt?

Man ved ikke, hvad der er årsagen til børneleddegigt. Man har fundet nogle arvelige komponenter, som er knyttet til øget risiko for at udvikle sygdommen. Børneleddegigt regnes alligevel ikke som en arvelig sygdom. Det er meget sjældent, at sygdommen rammer mere end et familiemedlem.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Betændelse i regnbuehinden kan gå upåagtet hen. Det er nødvendigt at gå til regelmæssig kontrol hos en øjenlæge for at undgå alvorlige komplikationer.

Hvordan vil læge og sygehus undersøge dig?

Børneleddegigt er en sygdom, som i nogle tilfælde kan være vanskelig at genkende. Symptomerne kan være vage, og ledsmerterne mindre fremtrædende. De symptomer, som kan give mistanke om sygdommen, er haltende gang, stivhed i led (specielt om morgenen når barnet vågner), at barnet vægrer sig mod at bruge en fod eller arm, eller at barnets aktivitetsniveau bliver lavere end normalt. Hvis lægen mistænker, at barnet kan have børneleddegigt, vil de videre undersøgelser foretages af børnelæge på sygehus.

En række andre tilstande kan give lignende gener, som dem man ser hos børn med børneleddegigt. På sygehuset vil det altid være nødvendigt at foretage undersøgelser for at udelukke andre årsager til generne. Det kan blive nødvendigt at tage prøve fra ledvæske (suges ud ved hjælp af en sprøjte) og evt. fra knoglemarv. Blodprøver og røntgenbilleder bliver lavet hos alle. Ultralyds- og MR-skanning kan også være relevant.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles på baggrund af undersøgelserne. Gener fra 1-4 større led, oftest knæleddet, i løbet af seks måneder peger på diagnosen.

Hvilken behandling er der?

Behandlingen er langvarig og tværfaglig. Det vil sige, at børn med børneleddegigt behandles af flere grupper sundhedspersonale – læger, fysioterapeut, ergoterapeut eller andre.

Der findes en række lægemidler og øvelser, som kan bruges til at behandle børneleddegigt. Medicinen omfatter både betændelsesdæmpende midler, smertestillende medicin og i nogle tilfælde også kortison. Behandlingen med medicin har gennemgået store ændringer de senere år. Fysioterapi og ergoterapi er også vigtigt og kan forhindre eller bremse funktionsnedsættelsen. Et egnet træningsprogram for barnet er ofte meget nyttigt.

Hvilken behandling som er den bedste, varierer fra tilfælde til tilfælde.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Det typiske forløb af børneleddegigt er, at det svinger mellem gode perioder med mindre eller ingen gener, og perioder med mere udtalte gener. Hos nogle går leddegigten over i løbet af børne- eller ungdomsårene, mens andre fortsat har symptomer på sygdommen som voksne. Man ved ikke hvorfor, at sygdomsforløbet svinger, eller at sygdommen går over hos nogle.

Man bør tilstræbe, at barnet lever så normalt som muligt. Barnet bør deltage i almindelig skolegang, skole- og fritidsaktiviteter, så vidt det er muligt. I hjemmet bør barnet have opgaver på linje med andre i familien, men opgaverne skal naturligvis tilpasses barnets gener.